Breelteparken ligger i udkanten af Hørsholm kommune på en smuk bakke i grønne omgivelser. Vi er en selvejende institution med sundhedsfagligt personale, som skaber trygge rammer med fokus på anerkendelse, engagement og fællesskab.
Breelteparken er en kædehusbebyggelse i 6 rækker, med hyggelige veje og stisystemer, hvor du trygt kan gå på besøg hos de andre beboere og til og fra aktiviteter.

Vi har 51 et-værelses plejeboliger og 146 2- og 3-værelses ældreboliger. Bygningens midterfløj er Breelteparkens samlingssted hvor du kan finde køkken, dagcenter, plejehjem samt mange af fællesfaciliteterne. Vi ønsker at være en "by i byen", hvor du kan finde alle de faciliteter, som du har brug for i din hverdag.

Breelteparken blev opført 1975 af E.G.V. (Ensomme Gamles Værn) med støtte fra staten, A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formål, og med Hørsholm Kommunes medvirken. HKH Prinsesse Benedikte er protektor for Breelteparken.

I dag drives Breelteparken som en selvejende institution i samarbejde med Hørsholm Kommune.